Parterapi Odense og Svendborg
Psykoterapeut MPF Michael Marcher
Overvejer I parterapi?
Parterapi kan skabe rammerne for, at I håndterer problemer, konflikter,
og vanskelige mønstre på en konstruktiv og fremadrettet måde.

Og de temaer, jeg oftest drejer sig om, det er:
”Kommunikation”, ”Utroskab" og ”Gnisten er væk!”

Parterapi Odense og Svendborg

Jeg tilbyder både parterapi Odense og i Vester Skerninge (ca. 10 km. vest for Svendborg), og konsultation bestilles via mobil 40 57 91 26 eller michaelmarcher@parterapi-fyn.dk

Hvis det viser sig, at jeg er fuldt booket, så henviser jeg gerne til en anden parterapeut, der også har parterapi Odense eller Svendborg.

Fakta om mig som parterapeut og proceskonsulent:

  • 2001-2004: Grunduddannelse i psykoterapi, Gestaltterapeutisk Uddannelsescenter i Voervadsbro.
  • 2008-2010: Efteruddannelse i parterapi, Det Danske Imago Institut.
  • 2010-2012: Efteruddannelse som certificeret coach, Axept A/S.
  • 1998-2008: Proceskonsulent i konsulentfirmaet Dacapo A/S.
  • 2008-2020: Selvstændig psykoterapeut og proceskonsulent.

Jeg har siden 2008 arbejdet fuldtid som selvstændig, og ca. 50% af min tid beskæftiger jeg mig med psykoterapi, primært som parterapeut.

De øvrige 50% er jeg underviser og facilitator i erhvervslivet, hvor jeg især løser opgaver vedrørende ledelse, mundtlig kommunikation og samarbejde.

Hvad får I ud af parterapien?

Når I er i parterapi hos mig, så er der overordnet set 3 mål for vores samarbejde:

  • Det første mål er at indkredse, hvad det egentlig er, jeres problemer handler om. Måske ved I det, allerede når I kommer – og så går vi bare videre til næste fase. Måske er det uklart for jer, hvad problemerne er, eller måske er I uenige. Uanset hvad så skal vi nå frem til et fælles billede af: hvor tager vi fat først

  • Dernæst skal vi undersøge, hvorfor problemerne opstår. Og derfor fokuserer vi både på nutid og fortid. Vi taler om det, der sker her og nu imellem jer, og vi taler om den psykologiske bagage, som I hver især har med ind i parforholdet.

  • Det tredje mål er at finde ud: hvad I kan gøre anderledes, så I fremadrettet får det bedre sammen? Eller sagt med andre ord – hvad I konkret kan gøre, når I kommer hjem?

Udover de 3 overordnede mål så skal en samtale hos mig være sådan, at I begge føler jer set, hørt og forstået af både jeres partner og mig som parterapeut, uanset hvor konfliktfyldt eller følelsesladet problemstillingen er. Og det er mit ansvar at hjælpe på vej til, at det sker.

Hvordan foregår parterapien?

Der er ikke to parterapeutiske forløb, der er ens, for det er meget forskelligt, hvilken metode der er hjælpsom for det enkelte par.

Nogle par får mest ud af at tale med hinanden, mens jeg sidder på sidelinjen og guider dem i, hvordan de skal tale sammen.

Andre par har brug for, at jeg deltager direkte i samtalen.

Og indimellem møder jeg par, hvor tingene er gået så meget i hårknude, at de i første omgang slet ikke kan snakke direkte med hinanden. Og i de situationer vælger jeg en helt tredje metode.

Men uanset hvilken metode jeg som parterapeut bruger, så er det jer, der bestemmer, hvad vi skal tale om.

Jeg stiller naturligvis uddybende spørgsmål og fortæller om mine faglige vurderinger og anbefalinger, men det er jer, der sætter den indholdsmæssige dagsorden.

Dette billede og 6 andre på hjemmesiden er malet af Karsten Auerbach.

Udfyld formularen og bliv kontaktet